tirsdag den 2. september 2008

Tomme ord får ikke flere igennem

Ikke siden, vi havde en SR-regering i 1993, har så få unge gennemført en ungdomsuddannelse. I Politikens torsdagsudgave postulerer de liberale fra CEPOS, at problemet skyldes den høje marginalskat for dem, der tjener mest, hvilket i øvrigt er årsagen til alle problemer i det danske samfund, hvis man skulle tro CEPOS.

I virkeligheden er det ikke så svært at forstå, hvorfor færre og færre unge kommer igennem en ungdomsuddannelse. Det skyldes, at Regeringens strategi på uddannelsesområdet har været den samme som på blandt andet integration og miljø: Tomme ord og ingen handling.

Overordnet set er der tre grunde til at flere og flere ikke får en ungdomsuddannelse. For det første er det som regel de svageste elever, vi kan se, der falder fra, og Regeringen har forsømt at gøre en ærlig indsats for at styrke kampen mod negativ social arv. Tværtimod har man ikke været god nok til at tilbyde lektiehjælp, man har forsømt integrationen, og man har ført hetz mod 10. klasserne, som vi ved får flere svage elever og tvivlere til at tage en uddannelse.

For det andet har Regeringen lavet massive besparelser på netop uddannelsesområdet – og det er selvindlysende, at flotte ord fra Bertel Haarder ikke rækker langt, når finansministeriet konstant tager penge ud af uddannelsessystemet for at finansiere de mange skattelettelser. Fra folkeskoler til universiteter ser vi nedskæringer, og resultatet udebliver ikke. Skolerne forfalder og undervisningen bl
iver dårligere.

For det tredje burde erhvervsuddannelserne være løsningen for de elever, der har svært ved at tage en gymnasial ungdomsuddannelse. Men det formår de ikke på grund af mange års nedskæringer fra regeringens side. Hvis man vil have unge til at tage en uddannelse i stedet for et arbejde efter endt folkeskole, så skal der stå et stærkt alternativ i form af gode tekniske skoler og gode erhvervsskoler, og det kræver investering.

DSU opfordrer derfor Bertel Haarder til at gemme den tomme snak af vejen og gøre noget ved problemet i stedet – og han kunne passende starte med at investere i uddannelse i stedet for at skære ned.

Af Peter Hummelgård
Forbundsformand
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Ingen kommentarer: